Hvad har TCI konferencen betydet for min klynge?

Hvad har TCI konferencen betydet for min klynge?

TCI 2013 konferencen satte spot på danske klynger – og særligt de klynger, som inviterede konferencegæsterne på klyngetur, blev omdrejningspunkt for den internationale opmærksomhed.

Vi har talt med Design2Innovate, Welfare Tech og Offshoreenergy.dk om, hvad TCI konferencen konkret har betydet for dem.

Vi skal helt sikkert lege mere med Skotland
Thit Juhl Madsen, Design2Innovate:

”TCI konferencen har betydet, at der er sat omvendt fortegn ved vores internationaliseringsstrategi. Vi var så småt i gang med desk research på potentielle relevante internationale samarbejdspartnere, men havde svært ved at finde tiden til det. På TCI kom verden til os, og nu drejer det sig i højere grad om velovervejet selektering.

Klyngeturen var et utrolig godt udstillingsvindue for os, hvor vi for alvor kunne vise, hvem vi er, hvad vi laver, og hvad design er og kan i forretningsudvikling. Vi kom i dialog med en gruppe globale agendasættende aktører om, hvilken rolle design spiller i forretningsudvikling og som redskab for innovation i klynger. 

Der er flere internationale klynger, som vi skal lege mere med. F.eks. Glasgow school of art skal vi helt sikkert lave noget med, da de arbejder meget lige som os, og det bliver nok indenfor velfærd og digital health.

The Cape Craft & Design Institute, den kreative klynge i Cape Town, samt Western Cape Government havde vi en rigtig god dialog med, og der undersøger vi muligheden for at lave nogle aktiviteter sammen med dem op til og i forbindelse med World design Capital i Cape Town 2014. Og endelig var den Finske funding agentur for innovation og teknologi (TEKES) også meget interesserede i et samarbejde. Her var der også grundlag for at fortsætte dialogen.”

 

Vi har fået inspiration til, hvordan vi skal blive en ”guld-klynge”
Karen Lindegaard, Welfare Tech:

”Overordnet set har TCI konferencen og særlig vores klyngetur været med til at etablere vores navn i udlandet.

Hos Welfare Tech har vi en klar strategi om, at vi meget gerne samarbejder med internationale klynger, da de giver vores virksomheder adgang til interessante markeder. Vi har derfor haft snøren ude i forhold til at finde mulige samarbejdsklynger, og her efterfølgende har jeg haft travlt med at tjekke op på kontakter blandt andet i Østrig, Sydtyskland og Australien.

Jeg er gået specifikt efter workshops og de personer, som har kunnet give mig den viden, som jeg har været på udkig efter. For vores vedkommende har vi fået adgang til den seneste viden om, hvordan man udvikler stærke klynger. Særligt har jeg fået god information om cluster excellence og guld-certificeringsprocessen. VI har også fået god inspiration til gode og bæredygtige innovationsprocesser samt fået ideer til internationalisering af klyngen og internationale ydelser til vores virksomheder.”

 

Vi er kommet tættere på nye, store markeder
Peter Blach, Offshoreenergy.dk:

”Vi har skabt relationer med netværk og klynger med interesse i offshore sektoren. Vi har fået to konkrete kontakter fra Abu Dhabi og Brasilien ud af konferencen, som vi har forventninger til. Normalt skal vi selv ud og finde kontakterne i udlandet, og det er ikke altid let. Her kom de, der har interesse i Offshore til os, og vi var heldige at ramme nogle interessante personer. Den slags kontakter er meget værd for os.

Vi vil gerne hjælpe dem med at skabe netværk i deres lokale markeder. Og til det bruger vi vores erfaringer og den ekspertfaktor, der ligger i vores guld-certificering . Når det er kommet op at stå, bringer vi vores medlemsvirksomheder på banen ,og de får adgang til nye, store markeder.”

 

Vi blev medlem af TCI
Preben Birr-Pedersen, Lean Energy Cluster

"Vi har fået masser af ny inspiration til klynge og netværksarbejde, som vi ellers ikke ville have fået adgang til. Derudover har vi fået et par konkrete samarbejdsaftaler samt et hav af nye kontakter, som vi er ved at følge op på. Jeg blev så begejstret at jeg meldte mig ind i TCI under konferencen."