BrainMatch - første skridt på vejen til nyt samarbejde

BrainMatch - første skridt på vejen til nyt samarbejde

BrainsBusiness inviterede for første gang den 27. marts 2012 til konferencen BrainMatch, hvor forskning og erhverv kunne mødes og drøfte fremtidige samarbejdsmuligheder. Konferencen skabte større forståelse for, hvad erhvervslivet kan bruge de ph.d.-studerende og universitetet til. Samtidig trak ikke mindst oplæg af SixthSense-opfinderen, Pranav Mistry, og Googles Alfred Biehler folk til konferencen.

 

”Jeg har faktisk længe siddet med en opgave, som vi ikke selv kan løfte. Da jeg fik invitationen til konferencen og tilbuddet om at møde en eller flere ph.d.-studerende, fik jeg i første omgang ikke gjort mere ved det. Det var først, da de ringede fra BrainsBusiness og mindede mig om invitationen, at jeg greb chancen - og nu sidder jeg her og taler med Kasper, som allerede har en god ide til en løsning. Vi har samtidig fundet ud af, at han også kan hjælpe os med en helt anden opgave”, fortæller direktør for virksomheden KloiMøller, Nikolaj Møller Nielsen, idet han henviser til Kasper Søe Luckow, der er IKT-ph.d.-studerende fra Aalborg Universitet.

Begge deltog i Brains Business’ BrainMatch-konference den 27. marts 2012 i Aalborg Kongres & Kultur Center, og i den uforpligtende samtale med direktøren gav Kasper Søe Luckow sit bud på, hvordan hans forskning kan hjælpe KloiMøller til at øge sit potentiale.

”Jeg står i BrainMatch-databasen. Men det var faktisk Berit Brendborg fra Brains Business, der spurgte mig, om jeg ville mødes med Nikolaj Møller Nielsen i dag”, siger Kasper Søe Luckow.

Under navnet BrainMatch har BrainsBusiness lanceret Danmarks første interaktive database over IKT-ph.d.-studerende på Aalborg Universitet. Databasen giver et overblik over forskningen i IKT på et sprog, som alle kan forstå og rummer samtidig eksempler på, hvordan erhvervslivet kan bruge den nye forskningsviden.

Matchmaking sker ikke af sig selv
BrainsBusiness inviterede alle IKT-virksomheder i Nordjylland til BrainMatch-konferencen og informerede dem samtidig om ph.d.-databasen. Men det er en længere proces at få databasen bragt i spil, konstaterer Berit Brendborg, der er informations- og marketingansvarlig i BrainsBusiness.

”Vi har haft et telemarketingbureau til at ringe til virksomhederne for at følge op på, om de kunne tænke sig at benytte tilbuddet. Vi har i det hele taget måttet indse, at det hele ikke bare lige sker på en dag. Men vi er meget glade for, at det første solide spadestik er taget. Der er skabt en meget større forståelse for, hvad erhvervslivet kan bruge de ph.d.-studerende og universitetet til, og flere og flere virksomheder er interesserede i at samarbejde. Men det kræver en stor aktiv indsats at facilitere match’ene, da det i hvert fald her i starten ikke sker af sig selv,” siger Berit Brendborg.

SixthSense

SixthSense
www.pranavmistry.com

I alt var der 350 deltagere fra både den akademiske, den private og den offentlige verden, og ud over selve match-making’en kunne de i adskillige oplæg høre, hvor IKT-branchen bevæger sig hen. Nogle kom alene for at høre kendisser som blandt andre IKT-verdensnavnet Pranav Mistry fra MIT Media Lab.

Pranav Mistry er designer, ingeniør, opfinder og ph.d.-kandidat, og han viste bl.a., hvordan hans opfindelse af den såkaldte Sixth Sense-teknologi gør det muligt at bruge computere, kameraer, smart phones og tablets uden fysisk at sidde med de teknologiske redskaber i hænderne. Han viste, hvordan man kan tjekke sin mail på væggen, tage billeder med hænderne eller taste telefonnumre i sin håndflade.

Et andet populært oplæg var med Alfred Biehler, der er såkaldt Search & GEO channel manager hos Google. Han fortalte blandt andet, hvordan Google bruger forskning til at skabe nye markeder.

Der var desuden masser af oplæg og præsentationer fra såvel universitetsfolk, det offentlige og repræsentanter for erhvervslivet inden for IKT-området, som Nordjylland er førende på. Fælles for mange af oplæggene var, at de lagde vægt på samarbejdet på tværs af offentlige og private organisationer og på, hvordan virksomhederne bruger den nyeste nordjyske forskning.

Dagen igennem kunne man også opleve udstillingen Aalborg University Walk of ICT, som guidede sine gæster gennem IKT-forskningen på en måde, så de kunne se, hvad den konkret kan bruges til.