Modeklyngens supernetværker

11/08/11

Modeklyngens supernetværker

Eva Kruse fulgte sin mavefornemmelse, da hun sammen med et par venner begyndte at samle den danske modebranche i en klynge, en rapport dokumenterede et behov, politikerne begyndte at lytte, branchen bakkede op, og i dag står der ’succes’ på projekt Danish Fashion Institute. Selv bygger Eva Kruse sin succes på evnen til at formidle. Hun er uddannet kaospilot og tror på, at alt kan lade sig gøre, hvis man virkelig vil.

af Trine Vu, mail@noSpamtrinevu.com
 

Eva Kruse
Eva Kruse, direktør i Danish Fashion Institute og netværker af første grad, har spillet en hovedrolle i opbygningen af den danske modeklynge. ”I starten var det rigtig svært at få modefolket til at komme til vores arrangementer, for branchen havde slet ikke tradition for vidensdeling og efteruddannelse. Folk var ikke vant til at sidde skulder ved skulder med deres konkurrenter på den måde, så vi måtte sidde og ringe rundt for at skaffe deltagere”, fortæller Eva Kruse og tilføjer, at det heldigvis er helt anderledes i dag. Og nu er målet, at Danmark på globalt plan bliver blandt de førende kompetenceklynger inden for mode. Foto: Andreas Sjödin

Klædt i skræddersyet, sort spadseredragt og høje hæle fylder hun med tre skridt og et venligt væsen selvfølgeligt atmosfæren omkring det lille cafébord på balkonen i Café Sommersko midt i København. Hun lægger mobilen og er på. Fortæller som en ildsjæl med et hav af energi om sit arbejde med at opbygge den danske modeklynge og om nogle af de mange andre projekter, hun har sendt på podiet.

Øverst på Eva Kruses visitkort står ’direktør for Danish Fashion Institute’, den danske modebranches netværksorganisation, som hun har været med til at designe fra første idé. Hun er også blandt andet formand for Nordic Fashion Association og medlem af REG X’ styregruppe, og så har hun en hel kollektion af projekter på samvittigheden, blandt andet NICE, Modezonen og Fashion Forum.

Der er ikke mange mellemrum i hendes kalender.

I offentligheden er hun bedst kendt som modedronningen bag mega-eventen Copenhagen Fashion Week, som tiltrækker presse og publikum fra hele verden. Men modeugen er kun ét kapitel i historien om 39-årige Eva Kruses succes som netværker, og ifølge hende selv er hemmeligheden bag i virkeligheden enkel som en sommerkjole: Evnen til at kunne gøre sig forståelig.

”Jeg har ikke nogen lang, akademisk uddannelse, men jeg er god til at formidle. Og kommunikation er det allervigtigste, når man arbejder med klynger. Som klyngefacilitator skal man kunne tale i øjenhøjde med sin branche. Jeg skal forstå, hvad modevirksomhederne siger, og jeg skal kunne omformulere det til et sprog, som politikerne kan forstå, når det er dem, jeg sidder over for. Det er faktisk en slags translatørrolle”, siger hun og tilføjer, at hvis et projekt går dårligt, er det som regel på grund af dårlig kommunikation.

Succes kræver klare kontrakter, mener Eva Kruse:

”Jeg kan godt sidde til et møde, hvor alle egentlig siger de samme ord. Men hvis vi går derfra med forskellige billeder i hovedet, så kuldsejler tingene, for så er vi ikke samme sted i verden. Man skal altid være 100 procent sikker på, at man har alle med.”

 

Uudnyttet potentiale
Cafébalkonen lægger for tiden bord til en del af møderne i Eva Kruses kalender, fordi hjertebarnet Danish Fashion Institute (DAFI) nu har så mange ansatte, at der i lokalerne få meter længere nede ad Kronprinsensgade p.t. ikke er rum til et mødebord.

Sådan var det ikke i 2006, da Eva Kruse sagde sit job som international kommunikationsansvarlig hos Kopenhagen Fur op for at kunne hellige sig ideen med at samle modebranchen i en klynge. Dengang var hun eneste ansatte, og økonomien var størrelse xs.

”Historien om Danish Fashion Institute begyndte egentlig i hovederne på Thomas Hargreave - der i øvrigt er min kæreste - og Frederik Bjerregaard et stykke tid, inden jeg kom med om bord. Vi havde alle tre arbejdet i medie- og kommunikationsdelen af modebranchen - jeg havde i flere år været chefredaktør for magasinet Eurowoman. Vi havde et godt netværk og indblik i branchen, som dengang var kendetegnet ved, at der var en masse enkeltstående, stærke aktører, men meget lidt netværk, meget lidt kommunikation og meget lidt kompetenceudnyttelse og videndeling. Men vi kunne se, at der var et stort uudnyttet potentiale i at samle den danske modebranche i en klynge”, fortæller Eva Kruse, der sammen med de andre to initiativtagere brugte næsten al sin fritid på at forme og udvikle ideen.

Trekløveret havde i starten kun deres mavefornemmelse at hænge ideen op på, men de gik i gang med at samle modefolket og fortælle om deres vision for, hvordan et fælles netværk kunne styrke branchen.

 

Mode på den politiske dagsorden
”Selv om modeindustrien på det tidspunkt var et af landets største eksporterhverv, var det ikke politisk ’hot stuff’. Men da en rapport fra FORA – Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed - sammenlignede den danske modebranche med modeklynger i resten af verden og konkluderede, at der manglede noget herhjemme, var det vand på vores mølle. Det var omkring et år efter, at vi var begyndt at arbejde med ideen om en samlet modeklynge, og rapporten blev vores belæg for at gøre det, vi gjorde”, siger Eva Kruse.

”På et tidspunkt samlede vi en række spillere fra branchen og sagde: ’Hør her, nu kan vi ikke bruge mere frivillig tid på det her projekt, det er nødt til at blive et egentligt brancheinitiativ, I må selv gå ind i det.’ 14 af de toneangivende i branchen sagde: ’Det vil vi gerne’, og da vi fik nedsat en styregruppe, tog det fart.”

Da Danish Fashion Institute blev stiftet den 1. november 2005, stod 60 virksomheder bag, og Eva Kruse understreger, at netop branchens motivation og vilje var afgørende for, at projektet blev en succes.

”De 60 medlemmer forpligtede sig til at betale hver 10.000 kroner i kontingent, men da vi i de foregående år havde brugt 300.000 på at løbe initiativet i gang med møder, speakers, flyers osv., var der kun 300.000 kroner tilbage. Det var jo ingenting, men vi var på benene”, smiler Eva Kruse stadig lidt stolt ved tanken om den dag, projektet endelig tog sine første skridt i rampelyset.

I starten var hun eneste ansatte i organisationen, og lønnen var nærmest symbolsk.

Copenhagen Fashion Week blev den første synlige brandingplatform for den nye organisation, og modeugen banede økonomisk vejen for, at Danish Fashion Institute kunne begynde at invitere til konferencer og netværksmøder for modefolket.

”I starten var det rigtig svært at få modevirksomhederne til at komme til vores arrangementer. Der var slet ikke tradition for efteruddannelse og vidensdeling i branchen, og folk var slet ikke vant til at sidde skulder ved skulder med deres konkurrenter på den måde, så vi måtte sidde og ringe rundt for at skaffe deltagere”, smiler Eva Kruse, for sådan er det ikke længere.

Efterhånden er det nemlig lykkedes at få branchen til at forstå, at man er stærkere, når man står sammen. Filosofien er, at det i længden godt kan betale sig at være mere kolleger end konkurrenter, fordi den ene virksomheds eksportsucces har det med at smitte af på den anden – i hvert fald, når der er en fælles reference.

 

Ildsjæle gør forskellen
Eva Kruse fortæller om projekt Modezonen, der skal ruste den danske modeklynge til den globale konkurrence. Om nyhedssitet FashionForum.dk, der skaber en netværksplatform og samtidig øger vidensdelingen og tilførslen af ny viden internt i branchen. Om Copenhagen Fashion Summit og projekt NICE - om hvor vigtigt det er at sikre bæredygtighed og samfundsansvar i en af verdens mest forurenende industrier.

Sætningerne står i kø for at komme til orde, for Eva Kruse brænder for sine projekter. Og ’ildsjæleriet’, som hun kalder det, er også en del af forklaringen på hendes succes.

”Skal tingene lykkes, er der nødt til at være nogle ildsjæle, der gider at give lidt mere end normen. Essensen i vores succes med Danish Fashion Institute er, at det er vokset indefra – at vi virkelig brændte for sagen og havde nogle visioner. Succes afhænger af, hvor højt man sætter barren, og når man er drevet af ildsjæleri, sigter man højere, end hvis man har fået tildelt en pose penge og et opdrag”, mener hun.

Ind imellem kan hun godt blive træt af at høre sin egen stemme. Og hendes kæreste kan åbenbart godt blive træt af konkurrencen med de mange projekter, for en dag måtte hun love ham, at hun ikke ville sætte gang i flere nye projekter foreløbig. Men selv om han lige præcis nåede at optage løftet på sin mobil, satser Eva Kruse alligevel på, at han vil bære over med hende, når en ny idé gør entré og kræver hendes opmærksomhed.

 

Kaospilot på dispensation
”Jeg har altid været min egen driver, og jeg har altid været ledende – både derhjemme over for mine søskende og i skolen. For eksempel fik jeg i skolen ret hurtigt opbygget en god relation til inspektøren. Allerede i femte eller sjette klasse kunne jeg gå ind på hans kontor og tage dialogen direkte med ham, hvis der var noget, klassen gerne ville. Han lyttede til mig, og det gjorde, at vi kunne få ting igennem – en fritime for eksempel”, fortæller hun selvfølgeligt og iler videre til gymnasietiden i Århus, hvor hun i Projekthuset Frontløberne var med til at starte søndagsdiskoteket Kronstadt og faldt pladask for projektmageriet.

Da hun en dag fik stukket en folder i hånden om projektlederuddannelsen Kaospiloterne, var hun ikke i tvivl.

”Man skulle være 21 for at komme ind, og jeg var kun 19. Men jeg tænkte, at det er jeg ligeglad med, jeg søger bare alligevel.”

Hun fik dispensation og lærte som kaospilot, at man kan alt, hvis man vil.

”Jeg gik derfra som idealist, og med en lille smule naivitet eller blind tro på, at ting kan lykkes, bare man gør sig virkelig umage”, smiler hun lidt nostalgisk ved tanken om dengang, karrieren som supernetværker begyndte.

 

Eva Kruse:

Direktør for Danish Fashion Institute, modebranchens netværksorganisation, og organisator af Copenhagen Fashion Week. Uddannet kaospilot. Har tidligere arbejdet som bl.a. kommunikationschef for Kopenhagen Fur, kampagneleder for Dansk Røde Kors, chefredaktør på Eurowoman og studievært på TV3-talkshowet 'Uden Adam'.

Privat er hun mor til to – Mads på 13 og Emilie på 9 år – og kæreste med Thomas Hargreave.

Modezonen, et konsortie bestående af: Dansk Design Center, Designskolen Kolding, Eksportrådet, Copenhagen Business School, KEA, Wonderful Copenhagen, Danmarks Designskole, Modekonsortiet, TEKO, Dansk Erhverv - og Danish Fashion Institute som projektholder.

FashionForum.dk er en uafhængig nyhedstjeneste for den danske modebranche.

Copenhagen Fashion Summit – international konference om CSR og bæredygtighed i modebranchen. Næste konference er 3. maj 2012.

NICE – Nordic Initiative, Clean and Ethical - er et nordisk samarbejde med det formål at lede den nordiske modeindustri mod et stærkere fokus på ansvarlig, etisk og bæredygtig produktion.

Nordic Fashion Association er en klyngeorganisation, der står bag NICE.

FORA er Erhvervs- & Byggestyrelsens enhed for erhvervsøkonomisk forskning & analyse.