Berit Brendborg, BrainsBusiness

01/10/12

Januar facilitatorportræt: Berit Brendborg, BrainsBusiness

"Man skal sørge for at blive kendt"

I 2010 inviterede BrainsBusiness den engelske komiker John Cleese til at komme og lære nordjyderne noget om innovation, og i 2011 stod der Mads Mikkelsen på plakaten, da BrainsBusiness inviterede til award-show. ”Man skal sørge for at blive kendt, ellers får man ikke ret meget ud af de andre ting, man laver”, siger Berit Brendborg, information- og marketingansvarlig i IKT-klyngen.

af Trine Vu
 

Berit Brendborg

”Den nordjyske beskedenhed ligger slet ikke til mig. Jeg synes, det er sjovt at råbe op, og vi kan jo en hel masse i Nordjylland, så hvorfor ikke fortælle andre om det.”

Berit Brendborg slår ud med armene. Hun har altid interesseret sig for kommunikation og elsker, når hun kan gøre tingene på en anden måde, end man plejer. I BrainsBusiness synes hun, at hun har fundet den perfekte legeplads. Men da hun og kollegaerne første gang nævnte, at de satsede på at få John Cleese på plakaten til at kickstarte klyngens award-show, var der ikke kun positiv begejstring for den skæve idé.

Men de kritiske røster forstummede dagen derpå.

”John Cleese blev et af vores vendepunkter og gjorde os ekstra kendt ’over night’. Det hjalp os helt klart til at slå navnet BrainsBusiness fast – og nu siger vi bare, at vi kommer fra BrainsBusiness, så ved folk, hvad det er”, siger Berit Brendborg og fortæller, at brandingstrategien også giver nye medlemmer til IKT-klyngen.

”Det er jo meget sjovere at være med i noget, hvor der sker noget. I dag spørger folk også tit, om de må lægge deres netværk og arrangementer ind under BrainsBusiness, fordi de kan se, at vores navn virker. Det er ren synergi”, smiler Berit Brendborg.

Hun er vokset op i Nordjylland, og selv om ’beskeden’ ganske rigtigt ikke er det ord, man umiddelbart ville bruge om hende, er hun langt fra et pralende væsen - fortæller bare nøgternt og ærligt om sine ideer og hvordan hun arbejder.

Hun har læst Sprog og Internationale Forhold på Aalborg Universitet. Bagefter flyttede hun til København og arbejdede i det private erhvervsliv, blandt andet i teleselskabet Sonofons marketingafdeling. I 2003 vendte hun tilbage til Nordjylland og et job på Aalborg Universitet i det erhvervsrettede center CISS. Siden er BrainsBusiness blevet føjet til arbejdsområderne.

 

Publicity for over 4 mio.
Det var på igen måde tilfældigt, at den første stjerne i rampelyset til BrainsBusiness Award blev John Cleese. Den verdensberømte engelske komiker ved nemlig en masse om innovation og kreativitet og har også skrevet en del om det.

”Det var oplagt at satse på ham. Vi ville ikke bare have en kendis som trækplaster, vi ville også have en, der havde noget at sige. Folk skulle have noget med hjem – og John Cleese syntes i øvrigt også, det var rigtig sjovt, at det handlede om hans ’anden faglighed’, og at han også kunne bidrage på det plan”, siger Berit Brendborg.

Det samme gjaldt den danske skuespiller Mads Mikkelsen, som var på award-plakaten i 2011. Han blev blandt andet valgt, fordi han er exceptionelt god til at komme ud på den internationale scene, og de 300 deltagere fik ifølge Berit Brendborg en god portion råd med sig hjem på den front.

Hvor meget det har kostet den nordjyske klynge at entrere med Cleese og Mikkelsen forbliver en forretningshemmelighed.

”Det er meget mere interessant at fortælle, hvor meget den publicity, vi fik på for eksempel John Cleese, er værd, for det er en rullende effekt. Vi fik blandt andet en hel side i dagbladet Børsen og kom på DR i primetime. Vi har regnet ud, at det første awardshow med John Cleese i alt har givet os publicity for over fire millioner kroner”, siger Berit Brendborg.

Hun tilføjer, at succesen desuden internt har skabt en ’yes we can-følelse’, som også er guld værd i klyngesamarbejdet og i regionen. Og strategien er ikke til at tage fejl af.

”Man skal sørge for at blive kendt, ellers får man ikke ret meget ud af de andre ting, man laver. Det handler ikke bare om at blive kendt for at blive kendt, der skal være sammenhæng i tingene. Men det handler meget om at turde bevæge sig ud af sin komfort-zone og prøve noget nyt.

 

Pranav Misty til foråret
Lige nu er BrainsBusiness i fuld gang med at planlægge en helt ny begivenhed, BrainMatch, som bliver en realitet i foråret 2012.

”Der bliver blandt andet speeddating mellem virksomheder og ph.d.-studerende. Vi har fået lavet en hvidbog over 175 ph.d.-studerendes kompetencer, og på BrainMatch-dagen bliver der målrettet matchmaking mellem dem og erhvervslivet i hele Danmark. Derudover bliver der et konference- og workshop-spor”, fortæller Berit Brendborg og tilføjer:

”Og så bliver der selvfølgelig også en kendis på programmet …. Pranav Misty, opfinderen af computerens sjette sans. Det tror jeg, både virksomheder og forskere vil sætte rigtig stor pris på.”

Berit Brendborg smiler. Op til de store begivenheder har hun selvfølgelig travlt. Men det er sjovt, når det virker - og især når det bliver anderledes end det, der er set før. Hvis folk siger, at noget ikke kan lade sig gøre, er det bare en ekstra motivation for hende.

Kendissen til dette års award-show er endnu ikke helt på plads.

”Men hvis det lykkes at få den person, vi går efter, bliver det i hvert fald godt”, siger Berit Brendborg hemmelighedsfuldt og tilføjer, at formen måske også bliver lidt anderledes i år.

”Det gælder om hele tiden at forny sig. Der skal helst ikke gå drift i en succes som award-showet.”

 

FAKTA
Berit Brendborg er kommunikationsmedarbejder hos BrainsBusiness i cirka 40 procent af sin arbejdstid. Resten af tiden arbejder hun for it-innovationsnetværket InfinIT og Center for Indlejrede Software Systemer, CISS.

BrainsBusiness er ikke organiseret som klynger er flest. Der er ikke som sådan én direktør. I stedet arbejder man i arbejdspakker, hvoraf de tre hovedpakker er henholdsvis ”Branding og Synlighed”, ”Netværk ”og ”Innovationsprojekter”, og ifølge Berit Brendborg er det en fordel, fordi det giver specialisering og fordybelse i arbejdet.

BrainsBusiness ICT NORTH DENMARK er et privat/offentligt partnerskab på IKT-området. Det overordnede mål er at bidrage til, at den nordjyske IKT-klynge anerkendes som en af de mest attraktive og konkurrencedygtige IKT-klynger i Europa.

Klyngen blev grundlagt i 2008 og har i dag 126 medlemmer, og der er fem ansatte, to på fuld tid, to, der lægger 40% af deres arbejdstid hos BrainsBusiness, og en, som er der 25% af arbejdstiden.

Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er: ICT Aalborg University, ICT NorCOM Business Forum, Region Nordjylland, Aalborg Kommune og Aalborg Samarbejdet.

BrainMatch-arrangementet vil ud over speeddating mellem virksomheder og ph.d.-studerende bestå af et konference- og workshop-spor, hvor to internationale keynotespeakere og en række af Aalborg Universitets IKT-forskere samt virksomheds-VIP’er vil holde oplæg. Desuden lanceres udstillingen Aalborg University Walk of ICT, der viser Aalborg Universitets spidskompetencer inden for IKT-fagområderne.

 

Læs mere på: www.brainsbusiness.dk